Streetrace sæsonen er slut og nye Danmarksmestre er fundet


Lørdag d. 16. september 2017 rundede Racedays.dk sæsonen af med otte timers 402 meter streetrace i Vojens.
Vejret var med os, så der kunne køres på hele dagen, hvilket resulterede i 568 heats fordelt på over 130 deltagere. Den enkelte kører fik altså masser af gennemkørsler, ikke mindst på grund af returvejen som Fighter Wing Skrydstrup tillader. En enkelt sneg sig helt op på 39 registrerede gennemkørsler.

Dagen satte også punktum for DMStreetrace 2017. Vi kunne derfor for andet år kåre Danmarksmestrene i streetrace. I år har man kunnet deltage i DMStreetrace til alle de arrangementer der har været under Racedays.dk, hvilket er i Aalborg, Skjern, Odense og Vojens samt arrangementer ved vores samarbejdspartnere Striben-Randers og Striben-Esbjerg. Antallet af arrangementer gør DMStreetrace til Danmarks mest krævende og mest seriøse serie indenfor streetrace, da det ikke kun er nok at vinde få gange, men man skal være vedholdende igennem hele sæsonen. Desværre har sommeren været hård ved streetracerne, og det blev desværre kun til 19 runder i år, da der måtte aflyses fire runder pga. udsigt til dårligt vejr. I år var der to DMStreetrace klasser: ”forhjulstræk” (500-klassen) og ”bag-/firehjulstræk” (700/800-klassen), og der blev konkurreret helt til det sidste, da det først var i lørdags, at de endelige vindere kunne findes.

Den endelige top tre i forhjulstrækklasse er:

#508 – K. Andersen – Toyota Starlet – 80 point
#517 – C. Lyhning – Opel Astra – 56 point
#513 – J. Zobel – Mazda 323 GTS – 55 point

Vindere af forhjulstrækklassen i DMStreetrace 2017. Foto: N Hansen Photo

Den endelige top tre i bag-/firehjulstrækklassen er:

#808 – N. Petersen – Audi RS3 – 75 point
#728 – T. Rostgaard – Chevrolet Nova – 60 point
#763 – S. Nyvang – Mercedes E63 AMG – 41 point

Vindere af bag-/firehjulstrækklassen i DMStreetrace 2017. Foto: N Hansen Photo

Stort tillykke til dem alle, og tak for deltagelsen til alle DMStreetrace deltagere! Vi er stolte af, at have lavet en serie, hvor der bliver kæmpet hårdt hele sæsonen, samtidig med at der er fairplay og sammenhold på tværs af deltagerene, der fx med glæde låner et værksted ud til hinanden, og hjælper hinanden med til næste runde.

Hermed er sæson 2017 for streetrace i Danmark ovre, og vi sætter nu grejet i garage. Vi vil bruge vinteren på at gøre klar til endnu en sæson i 2018, hvor der skal arbejdes på nye tiltag og forbedringer.