RACEDAYS.DK kan i dag meddele, at vi har indgået et samarbejde med Odense Kommune og Fyns Politikreds med henblik på at lave lovlige street race (gaderæs) arrangementer. Dette samarbejde består i, at Odense kommune har opført en permanent bane med autoværn på Stat-Ene-Vej i Odense, hvor der kan blive afholdt op til fire arrangementer om året.
Arrangementerne skal afhjælpe problematikken med, at der bliver afholdt samlinger af biler og unge mennesker med benzin i blodet. Disse samlinger har til tider udviklet sig til ulovligt street race. Ulovligt street race er lokalt og nationalt på et problem, da der til tider sker personskade, og er en resursekrævende udfordring for Politiet. Samtidig vil vi være med til at højne trafiksikkerheden, da der nu kommer et lovlig alternativ til det ulovlige.
Aftalen bliver den tredje af sin slags, hvor de to foregående er med henholdsvis Aalborg og Ringkøbing-Skjern kommuner. Den første åbnede 12. september 2014 i Nørresundby, og var den første permanente street race bane i Danmark. De tre baner består i en asfalteret vejstrækning på 500 meter, hvor der er sat autoværn op i start-/tilskuerområdet. Det er med baggrund i erfaringerne fra Aalborg-modellen at banen i Odense kommune bliver etableret. Det første arrangement på Odense Raceway bliver den 19. september, såfremt at vejret tillader det.
Det lovlige alternativ i Nørresundby, har street race-miljøet i Nordjylland taget godt imod, og de opfordrer internt hinanden til at benytte dette tilbud. Et tilbud hvor de fartglade ikke behøver være bange for, at Politiet afbryder dem i dyrkelsen af deres interesse for biler og fart. Arrangementerne bliver selvfølgelig godkendt af Politiet og omfattet af regelsæt der fremmer sikkerheden. Eksempelvis stiller RACEDAYS.DK krav om, at kørerne altid har styrthjelm på når der køres. Der er også redningspersonel til stede under hele arrangementet.