Så kom vi ind i år 2020, og vi er fortsat i gang med planlægningen af den kommende sæson.
I år ændrer vi procedure for billetsalg til vores 201 meter arrangementer. Hidtil har det været sådan, at billetsalget for kørere åbnede i ugen op til arrangementet. Hvilket har skabt en masse spørgsmål i ugerne op til de enkelte arrangementer. Samtidig er der flere, i vores spørgeskemaundersøgelser, der har efterlyst at man kan købe til hele sæsonen på en gang.
Vi har derfor ændret det til, at man nu kan købe billetterne til de offentliggjorte arrangementer fra i dag. Du kan derfor allerede nu finde billetterne til Aalborg, Hvidovre og Odense her.
En af fordelene ved at købe billetten på forhånd er, at du er sikker på at have en plads til arrangementet, og du får en digital version af fraskrivelsesformularen, som du kan skrive i. Du kan derfor nøjes med at udfylde den en gang og printe flere kopier – så sparer du tid ved ankomst.
Vi ændrer ikke ved proceduren omkring aflysning eller flytning af et arrangement. Så hvis et arrangement, du har købt billet til, bliver aflyst, vil du få pengene tilbage.