’ ; } ?>

Fuld fart frem i Karup – i en hel weekend!

Racedays.dk afholder deres første weekendarrangement med streetrace ved Karup Flyvestation. Dette sker lørdag d. 10. og 11. august. Om lørdagen køres der i tidsrummet 10-18 og søndag 9-15 på Grovevej der fører rundt om flyvestationens område.

Initiativet har først og fremmest til formål at give de fartglade i Midtjylland muligheden for at udfolde deres hobby i deres biler eller motorcykler og prøve dem af under sikre og ordnede forhold, uden at frygte politiet uddeler bøder, klipper i kørekortet eller konfiskerer ens bil.

Racedays.dk består af frivillige der brænder for at lave lovlig streetrace. Derfor kan vi også levere Danmarks billigste priser for et weekendarrangement, hvor det kommer til at koste fra 750 kr. at køre i sin bil med plader i en hel weekend, med fart over feltet.

Publikum kommer også til at nyde godt af Racedays.dks koncept, da vi sørger for, at tilskuerne kommer helt til tæt på de potente biler – helt ned til en meter mens de fyrer den af på den 402 meter lange distance. Man kan nyde stemningen, og de mange biler i hele weekenden for kun 150 kr. Der er mulighed for at købe mad og drikke på området.

De sidste to timer begge dage vil der ydermere være lidt ekstra spænding, da deltagerne i Danmarks hårdeste liga indenfor streetrace – DMStreetrace – har mulighed for at hente point på 402 meter for første gang i år. Normalt køres der på den halve distance rundt omkring i landet, og det kræver derfor lidt ekstra af deltagerne at være hurtigst på den længere strækning, hvor der er mere tid til at accelerere.

Allerede nu er der kommet tilkendegivelser om, at der kommer deltagere fra hele Danmark, for at støtte op om initiativet i Karup.